Ghanas aber

Ghanas aber

Aber i Mole Nationalpark - foto: Christina Alstrup

Der findes mange forskellige slags aber i Ghana. En stor del af dem lever i dyreparker. Her er de i større sikkerhed for krybskytter. Der er også mindre fare for, at deres hjem bliver ryddet, fordi jorden skal dyrkes. I nationalparken Mole i det nordlige Ghana, er der store chancer for at møde aber. man kan også opleve elefanter, vildsvin, antiloper og krokodiller.

Monaaben
Monaaben er en meget livlig og fræk abe. Den er også nysgerrig, og der er derfor gode chancer for at spotte en abe af denne slags. Monaaberne lever sammen i store grupper på helt op til 50 aber. Som regel er der kun én hanabe i flokken og en hel masse hunner.

Monaaben er meget farverig. Den er brun på ryggen og hvid på maven. Ansigtet er gråt og dækket af grå-hvidt hår, som nærmest ligner skæg. Den er helt lyserød omkring munden og har en lang hale, der kan blive helt op til en meter. Monaabens rumpe er helt hvid.

Den lever af frugt, inspekter og blade, og kan godt lide at gemme mad i kinderne, ligesom en hamster. Der kan næsten være ligeså meget mad i kinddepoterne som i abens mave. Monaaben lever i max 30 år.

Abe

foto: Anne Hefting

Den sort-hvide colobusabe
Colobusaben har kun fire fingre og ingen tommelfinger. Derfor har den fået navnet ’colobus’, som på græsk betyder lemlæstet. Aben er sort med langt hvidt hår på ryggen og en busket hvid hale. Omkring ansigtet har den hvid pels, men toppen af hovedet er sort, så dety ser ud som om, den har en sort hat på.

Det helt særlige ved colobusaben er, at den er kridhvid, når den bliver født. Det er mærkeligt, fordi den er meget let at få øje på. Dyr som leoparder, chimpanser og rovfugle, vil gerne spise den. Man har fundet ud af, at colobusaberne er meget sociale væsner og lever sammen i større flokke. Både hun- og hanaber hjælper med at tage sig af ungerne. Den hvide farve viser aberne i flokken, at den skal passes og ikke kan klare sig selv. Efter ca. et halvt år begynder den selv at kunne klatre. Så har den ikke længere behov for at blive passet og skifter farve, så den ligner de ældre aber.

Aber i Mole Nationalpark

foto: Sofie Vindis