Hvad tror de på i Ghana

Hvad tror de på i Ghana

Den gamle moské i Larabange i Nordghana - foto: Marie Maigaard

I Danmark er de fleste mennesker kristne. Mange bliver døbt i kirken, bliver konfirmerede og fejrer jul og andre kristne højtider. Det er lidt mere vanskeligt at forklare, hvad man tror på i Ghana. I Ghana er der nemlig omkring 50 forskellige grupper, som tror på forskellige ting.

Storriget Ghana

Inden europæerne kom til Ghana, var det et storrige, som folk fra alle mulige steder i Afrika rejste til. Den dag i dag, er der mange spor efter alle de folkeslag, som bosatte sig i Ghana. Folkeslagene kom med forskellige traditioner og levevis i bagagen. Netop derfor er der så mange forskellige trosretninger i Ghana i dag. Fælles for de fleste er, at de tror på en eller anden gud og et liv efter døden.

Tror de på julemanden?

Man gør ikke så meget ud af julen i Ghana. De kristne ghanesere, går som regel i kirke i farverigt, traditionelt tøj. De fejrer julen med et stort måltid mad i selskab med deres familier. Måske også med lidt musik og dans. Maden kan bestå af suppe, fufu eller jollof rice sammen med f.eks. kylling eller gedekød.

Mange steder i det nordlige Ghana bor muslimer og kristne side om side. Så sker det ofte, at de kristne deler deres måltid med muslimerne, og det samme gør muslimerne, når de fejrer Ramadanens afslutning. I Ghana handler julen altså ikke så meget om juletræer, julemanden og om gaver. Mange steder er der ikke særlig meget at give af. Så gør man i stedet en lille smule ekstra ud af måltidet.