Landsbyen Tachipe

Landsbyen Tachipe

På besøg i landsbyen Tachipe med bøgerne - fotos: Sofie Vindis

Hvis du har læst ”Elefantspor i rød jord,” skrevet af Charlotte Blay, så kender du allerede landsbyen Tachipe. Den ligger i det nordlige Ghana, og bogen blev skrevet til Børnenes Ulandskalender i 2012. Det var historien om en gruppe børn, som oplevede en masse forskellige ting. Men det var også historien om en landsby, hvor børnene ikke gik i skole, fordi der var alt for langt til den nærmeste skole.

I 2011 kom en ung mand til byen for at bo hos sin bror. Han hed Lazarus. Han så de mange børn, som løb rundt og ikke gik i skole. Han besluttede at holde skole under landsbyens store mangotræ. Landsbyens voksne syntes, det var en god ide, så de købte en tavle og noget kridt. Senere byggede de også et halvtag, som børnene kunne sidde under.

Lazarus og Alimatu i den nye skole

I dag har Tachipe to store skolebygninger. De ligger på hver sin side af en fin rund plads, hvor børnene mødes hver morgen. De har også en klokke, så der kan ringes til frikvarter. Tachipe har fået sin egen satellitskole. Sådan kalder man de skoler, som Ulandskalenderen støttede i 2012.

De har haft travlt i Tachipe med at få ryddet jorden og bygget skolen. I dag går der 250 børn i skolen, og der er ansat fire lærere. De fire lærere bor i landsbyen i huse, som landsbyen har bygget til dem.

I filmen kan du se, hvordan der ser ud i Tachipe og følge pigen Alimatu, som lige er begyndt at gå i skole. Hun er meget glad for, at hendes landsby har fået en skole.