Skoler i Ghana

Skoler i Ghana

Børnehaveklassen øver sig på tallene - foto: Christina Alstrup

I Ghana er der meget stor forskel på, hvordan en skole ser ud. I hovedstaden Accra er der skoler, der ser ud ligesom i Danmark. Her er høje bygninger med stole og borde til alle elever. Eleverne har bøger, skoletasker og penalhuse. I nogle skoler er der også et computerrum. Det er en uddannet lærer, der underviser børnene.

Når man tager ud i små byer er skolerne mindre. Det er ikke sikkert, at der er bøger til alle elever. Og ikke alle lærere er uddannede.

Hvis man kommer ud på landet, ser det helt anderledes ud. Måske er der en lille bygning, som folk i landsbyen selv har bygget. Eleverne tager selv en stol med i skole. Det er ikke sikkert, at der er hæfter at skrive i eller blyanter at skrive med.

Moh Primary School
Børnehaveklasse på en stor skole i hovedstaden Accra - foto: Dorthe Nielsen

Du rejser dig op, når læreren kommer ind
Skolerne i Ghana minder lidt om danske skoler ”i gamle dage.” Eleverne rejser sig op, når læreren kommer ind. Der er mere disciplin. Og eleverne skal ofte gentage, hvad læreren siger. Det er ikke almindeligt, at eleverne stiller spørgsmål, hvis der er noget, de ikke forstår.

Skolen under det store træ
Der var engang en ung mand, der skulle besøge sin bror i landsbyen Tachipe. På vejen mødte han en masse børn, som var på vej i skole. De skulle gå mere end 4 kilometer for at komme til den store skole i byen. Landsbyen havde ikke selv en skole. Det var ikke altid, de nåede i skole. Vejen var for lang.

Den unge mand synes ikke, det var godt. Han gik hen for at tale med høvdingen. De blev enige om, at han kunne undervise børnene i landsbyen. Han havde selv gået i skole og fået en studentereksamen. Han lavede sin skole under landsbyens store mangotræ. Børnene sad på træstammer. Skolen blev en stor succes. Forældrene samlede penge sammen til at købe en tavle. Der var ikke råd til bøger. Børnene skrev tal og bogstaver på jorden.

Tachipe er en af de landsbyer, som vil få støtte til sin skole af IBIS og Børnenes U-landskalender.

Duna Primary School
Sådan ser skolen i landsbyen Duna i Nordghana ud - foto: Dorthe Nielsen

Fakta:
I 2007 blev det gratis at gå i grundskolen, som er 1 – 5 klasse. Før kostede det penge, og fattige familier havde ikke råd til at sende deres børn i skole. 80 % af alle børn i Ghana går i skole. Det betyder, at 8 ud af 10 børn går i skole. Der er mange børn i klasserne – der kan nemt være 50 børn i den samme klasse.

Ghana arbejder hårdt på, at få alle børn i skole. Landet skal også have uddannet flere lærere. IBIS er med til at uddanne lærere. De skal fx lære, hvordan de kan undervise, så eleverne er mere aktive og tør stille spørgsmål i timerne.